Badut

Gang i den gamle skatkiste! Hverdagsglimt fra lockoutens sidste dag

Man kan godt vende sig til sådan selv at styre sin tid og dagens drengeflok var da hellere ikke spor begejstrede ved udsigten til snarlig normalisering af hverdagen. De var dog ikke så triste at de helt gik i stå og som så ofte før er haven netop nu omdannet til et kompliceret eventyrland med troldmænd, krigere, floder og magiske sten. 

Centralt i legen er altid den gamle skatkiste med skatte fra hele verden. Gamle mønter fra alverdens lande, diamanter, sære strandskaller fra fjerne strande, oldgamle nøgler og diverse tingeltangel får gennem komplicerede forhandlinger særlige kræfter. Faktisk høre skatkisten nok til det legetøj, der her i huset har haft flest funktioner og tilsynelandende bliver ved med at følge med efterhånden som børnene opfinder nye lege. Desuden har skatkisten den herlige sidegevinst at jeg altid har et sted at ligge mærkelige småting der er for fine til at smide ud, men som ikke rigtigt har en funktion. 

Indholdet i skatkisten er suppleret med ægte lavasten som Rasmus selv har slæbt hjem fra Indonesien og knap så ægte guld som Mathilde engang har fremtryllet til en børnefødselsdag. Dertil udklædningstøj, halloween haløj og drengenes højtelskede og hundedyre våben. 

Hjerte mod hjerte

Midt i min sorg skal I vide at alle jeres kærlige hilsner varmer og glæder så meget. Tak for de dejlige og tankevækkende kommentarer, tak for de mange rørende og personlige mails og tak for de kærlige breve jeg finder i min postkasse.

Jeg læser hvert eneste ord igen og igen og finder så meget jeg kan bruge i alt det I skriver. TAK.

Detsværre har tiden taget galopstøvlerne på i øjeblikket. Manden er så opslugt af arbejde at vi dårligt ser ham, børnene er lock outede og vi har en komfirmation lige om hjørnet. Festen skal holdes i den mildt sagt vintertrætte have så hvert ledigt øjeblik går med at rykke i den og det er faktisk dejligt nok for der er noget lægende i duften af jord.

En enkelt aften blev der også tid til at køre hele vejen ud til Vesterhavet og Lyngvig fyr. Jeg stod i solopgangen og varmede en skæv hjerte sten i mine hænder, mens jeg tænkte på min mor. Siden har jeg båret stenen i frakkens inderlommer lige ud for mit eget hjerte og af og til tager jeg den ud og sidder med den et øjeblik når jeg har brug for et lille øjebliks tænksomhed midt i det forjagede hurlumhaj.

På Badut bliver her stille tænker jeg. Måske et enkelt lille billed i ny og næ, men ellers stille, for jeg har hverken indre ro eller ydre tid til at skrive. 

Til alle jer der har skrevet til mig: endnu en gang tak fordi I et øjeblik holdt mit hjerte i jeres hænder. 

I sorg

Det var fuldmåne, den aften hvor vi mistede min mor.

I fuldmånens lys kørte jeg gennem et landskab af iskolde natteskygger og følte mig så evigt forladt mellem snedriver og nøgne træer.

På sådan en rejse, der nok kun varer et par timer målt i ydre tid, men et helt liv målt med de indre alen, når tankerne vidt omkring og jeg tog afsked med så mange ting. Først og fremmest selvfølgelig med alle de ting som jeg elskede hos min mor: hendes humor, hendes sans for fest og farver, hendes helt særlige blik for smukke ting og hendes eventyrlyst og desuden måtte jeg tage afsked med den kærlighed det bliver svært at leve uden.

For min søster og jeg kommer min mors død uventet og alt, alt for tidligt. Min mor var ikke rask de sidste mange år, men der var ikke noget af det vi vidste hun fejlede som kan sætte mærkat på hendes død og derfor fik vi hellere ikke mulighed for at sige farvel.

Værst har hun haft det de sidste par måneder, hvor et par grimme influenzaer i rap tappede af kræfterne. Jeg spurgte så tit om jeg måtte komme, men hun ville gerne vente med besøg til hun var rask igen og nu er det for evigt for sent.

På en måde har jeg måske kunne mærke det, selvom hun var helt klar og skarp hver gang vi talte sammen. Jeg har de sidste måneder helt tabt glæden af syne og har været tung og trist om humøret. Helt galt var det onsdag før påske hvor jeg tilmed snappede af ungerne helt uden grund og måtte undskylde og fortælle at jeg bare var i det mærkeligste sorte humør.

Den aften tog vi ud til Lyngvig fyr på Vestkysten, fordi vi havde læst at de holdt aftenåbent. Da vi ankom viste det sig at vi kom en aften for sent. Anna blev ulykkelig og jeg tog hende i hånden for så i stedet at se det sidste af solnedgangen over klitterne med hende. De andre frøs og satte sig ind i bilen.

Halvvejs nede mod stranden hev Anna mig med op i klitterne. Hun forlangte at jeg skulle tage nogle billeder, men jeg protesterede, fordi jeg var så uendelig trist og også fordi det var halvmørkt og jeg ikke havde noget stativ. Alligevel gav jeg mig til sidst og Anna satte sig hen på en klit lidt derfra med armene om benene og blikket kastet ud over solnedgangs kysten.

Jeg tænkte på min mor og græd mig indvendigt sort, men pludselig tændes fyret og i det øjeblik slog det mig: ”nu får hun det godt”. Derefter var det som om der også blev tændt lys inden i mig og jeg blev så glad og varm.

Anna og jeg gik tilbage til bilen og lige ind i den vildeste måneopgang jeg kan huske at have set. Så flot var den at Anna bemærkede: ”se mor, der kommer solen igen”  og vi grinede sammen, fordi hun selvfølgelig godt vidste at det var månen.

Så kørte vi alle sammen hjem mens månen strålede gyldent. Vi var dårligt kommet ind af døren derhjemme før min far ringede og fortalte om min mors død og ret besynderligt var det frygtelige netop sket mens Anna og jeg stod i klitterne ved Lyngvig fyr.

Midt i sorgen og afmagten over aldrig at have fået sagt rigtigt farvel trøster det mig at jeg ved tilfældighedernes vildveje har fået et mindested af helt særlig kaliber.

I går tog vi afsked i kirken. Så mange mennesker var kommet fra nær og fjern og i den fyldte kirke mærkede jeg deres kærlighed til min mor som et favntag.

Min mor gjorde en forskel. Hun fik øjeblikket til at lyse og hun skabte glæde og nærvær for så helt utroligt mange mennesker gennem hele livet. For det vil jeg altid elske og beundre hende. 

Hvem har set en solnedgang uden at græde? 

Mit hjerte bløder af sorg.

Læs mere om min fantastiske mor lige her.

Påske kaniner -- lige til at printe

Er dette ikke bare de sødeste påske illustrationer? Jeg er helt vild med den lille kylling og den fine kanin. 

Illustrationerne er tænkt som klistermærker, men de kan jo også fint printes ud på karton og bruges som påskepynt på de grene man driver i blomst eller som bordkort på påskebordet. Klik lige her for at komme til den side hvorfra påske illustrationerne kan udskrives ganske gratis.

Klikker du her finder du mange flere ideer til påskepynt.

Klassiske karsedyr

Ingen påske uden karsedyr. Sådan er det bare, både fordi de kære klassiske karsedyr er hyggelige at lave og fordi det er en tradition i vores familie at påskeharen hvert år skal have serveret karse som tak for alle de skønne påskeæg den er så venlig at gemme i vores have.

Karsedyret behøver vel ingen nærmere præsentation for mon ikke de fleste har lavet sådan et i børnehaven eller skolen? Alligevel kan man altid godt lave et par stykker mere nu i påskeferien, bare for hyggens skyld og fordi det er dejligt at se at noget trods kulden vil spire grønt og fint.

Karsedyrene laves helt enkelt ved at klippe bunden af en mælkekarton. Traditionelt klippes der bare lige højt over hele vejen rundt, men jeg har altid valgt at klippe en lille trekant på den ene side sådan at der er noget at lime dekorationen fast på. Jeg synes det går nemmest hvis man først klipper lidt over det punkt man kunne tænke sig og så efterfølgende klipper pænt i den rigtige højde.

Mælkekartonen bliver på denne måde til en vandtæt beholder. 

Mal eller dekorer beholderen i fine farver og pynt den yderligere med påskedekorationer. Her har Anna valgt at lave påskeæg mens Mathilde har lavet en kylling. Lam og kaniner er andre klassiske valg.

Til sidst fyldes beholderen med vat der gøres godt fugtigt og så drysses der med karsefrø.

Se mange flere ideer til påskepynt her og find flere ideer til kreative børn her.

 

Påske har fødselsdag -- hurra, hurra

Hverdagsglimt: påskeferiens første dag

Hjemme hos os er påskeferiens første dag på mange måder noget helt særligt. Ganske særlig er dagen for Anna og hendes højtelskede bamse, for det er nemlig bamsens fødselsdag og det er en dag der planlægges længe med særligt fine gaver, oppyntning, popkorn og sang. Ja faktisk er der så pyntet med flag og halløj at alle de stores mange venner hverken kan komme frem eller tilbage i det store fællesrum, men det gør dem næppe så meget da de selvfølgelig også har fået popkorn i dagens festlige anledning (popkorn er nemlig bamsens absolutte yndlingsmad så det er en selvskreven del af fødselsdagen).

Annas yndlingsbamse hedder Påske og det er et ganske logisk navn for hun har nemlig fået Påske af påskeharen dengang hun var to år.

Det var det år hvor Rasmus for første gang gav påskeharen karse og hvor børnene derfor fik særligt fine gaver. Hvad de andre fik kan vi ikke huske, men Anna fik altså den højtelskede Påske, der er med hende overalt og snart syet så mange gange at den knap kan huske hvilke sting den er født med.

Påskeuro med harer

Tiden vil ikke rigtigt slå til i øjeblikket og vi har næsten ikke nået at lave påskepynt i år. Måske kommer det nu påskeferien står for døren, måske ikke, vi får se. 

Alligevel synes jeg ikke helt I her på Badut skal snydes og da jeg her til morgen så denne skønne uro med påskeharer hos en af mine udenlandske yndlingsblogs El hada de papel vidste jeg med det samme at jeg måtte dele dem med jer. Er det ikke bare den fineste påskepynt?

Hvis du klikker lige her kommer du til den side på El hada de papel hvor du kan finde link til at downloade skabelonen.

Klikker du lige her finder du mange flere ideer til påskepynt.

Tjek også gerne min liste med påskelinks i sidebaren (kun fremme i de ca. ti dage vi fejre påske på Badut). Jeg har lige tjekket alle links igennem og fjernet alle de link der er afgået ved cyperdøden siden sidste år. Mon ikke der kommer en håndfuld nye links igen i år?

Forårsjævndøgn

I dag er det forårsjævndøgn. En af bare to dage på det ganske danske år hvor dagen og natten er lige lange. For mig er det en helt særlig håbefyldt mærkedag for med forårsjævndøgn kommer lyset for alvor tilbage og vi går ind i lysets halvår, der hvor der er mere lys end der er mørke.

Det er da en lille glad hverdagsfejring værdigt.  

Kikker man ud af vinduerne er der nu ikke meget forår i sigte. Sneen daler stille og der er ganske vinterhvidt så langt jeg kan øjne. Jeg har lyst til at gribe et rollespils sværd og jage vinteren på porten som vi plejer at gøre det hver år ved denne tid af året, men tænker at det nok vil føles lidt fjollet uden børn og der bliver detsværre ikke tid til at lege de næste dage hvor kalenderen er helt pakket.

I stedet vælger jeg at stille skarpt på de grene jeg driver i blomst og det er også deres gule solskinshumør jeg sender videre til jer som forårshilsen. 

Glædeligt forår!

Lutter kærlighed

Jeg fik lige lyst til at dele et øjeblik fra den sene eftermiddag.

Katten, der har leget sig træt i sne og blæst, ligger henført på Mathildes skød og spinder, mens den nænsomt stryger hendes kind med sin blødeste pote. Sådan ligger den tit, blød og spindende og altid så blid når den gengælder vores kærtegn.

Er der noget at sige til at hele familien elsker vores lille skovmis?

Kan du finde forårshumøret?

Det er jævndøgn og påske om et lille bitte øjeblik, men jeg synes simpelthen ikke at jeg kan hitte mit forårshumør i år.

Jeg er meget afhængig af lysets tone til at stille mit indre årstidsur og kan f.eks. ikke snuppe når jeg kan se på billeder at de er taget på en anden årstids end den der passer til den historie der skal formidles, sådan som det hele tiden sker i bladene.

Det der sker med al den sne vi har i øjeblikket er at lysets reflektion bliver anderledes og så er det simpelthen bare ikke forårsfarvet. Derfor går jeg her og føler at det er den lyseste vinter nogen sinde, for heldigvis tiltager dagslyset dag for dag med ekspresfart sådan som det gør det hvert år omkring forårsjævndøgn, sne eller sol.

Og pænt er det jo selvfølgelig med sne langs Storåen, men altså nu må det gerne snart blive lysegrønt forår med flagrende sommerfugle og krokus i klynger.

Jeg har været tom for Badut ord længe, ja faktisk er jeg ikke bare tavs, men helt fraværende fra Bloglandia. Jeg vil ikke undskylde for det virker altid lidt fjollet men bare sige at jeg savner jer og håber snart at finde tid og ord igen.